60 år’s Jubilæum sæson i Sæby Ro-& Kajakklub 1948-2008
I 1948 besluttede en gruppe unge mænd at der skulle være en roklub i Sæby, og den 20. april 1948 blev der holdt stiftende generalforsamling på Hotel Dania.
En af initiativtagerne Flemming de Fine Licht blev valgt til formand, kasserer Frede Jacobsen og den øvrige bestyrelse bestod af Poul Mørk, Olav Knudsen og Kai Møller. Man rådede ikke over noget klubhus, men lånte Sæby Værfts værksted, og klubbens eneste båd, en to åres inrigger ”Neptun” som blev indkøbt fra Frederikshavn Roklub, blev hejst op under loftet efter hver rotur, og omklædningen foregik mellem høvlebænkene i høvlspånerne.

I efteråret 1948 købte klubben en barak fra Knivholt Flyveplads (efterladenskab fra tyskerne) den blev adskilt og transporteret til Sæby samlet og rejst, og i juni 1949 kunne man indvie det nye klubhus. Dette hus blev væsentlig ombygget og udvidet i slutningen af 80erne, men kendere ved hvor enkelte skillevæge, og bærende dele fra den gamle bygning står. I 1952 kunne klubben købe den første nye båd, en to åres inrigger der blev døbt ”Sæby”, pris 3000 kr. som var lånt i Sæby Bank.
”Sæby” er denne vinter lavet om til en ny bar i klubhuset, og en ny to åres inrigger er indkøbt til erstatning, pris 147.000 kr. Til sæson start i år 2000 kunne vi tilbyde kajakroning, og klubben råder nu over mere end 40 sæder i kajakker, i år er der købt to nye surf-kajakker af mærket Valley Storm.
Lørdag den 12 april kl. 13.00 er der standerhejsning og jubilæumsreception, hvor vi skal have døbt de nye både, om aftenen er der jubilæumsfest, se vedlagte indbydelse.
|